søndag den 13. april 2014

J.K. Rowling - The Casual Vacancy



J.K. Rowling
The Casual Vacancy/
Den Tomme Plads
568 sider






Lidt usikkert kastede jeg mig over The Casual Vacancy. Jeg havde svært ved at forstille mig Rowling som forfatter til andet end Harry Potters magiske fantasy univers, og kunne da slet ikke forholde mig til et socialrealistisk satirisk værk. 

Da Barry Fairbrother pludselig dør og efterlader en tom plads i det lokale sogneråd, vækkes stridighederne i den ellers idylliske landsby Pagford. 
Imellem Pagford og den størrer by Yarvil ligger The Fields, et boligblokområde med egen afvænningsklinik, og emne for en større diskussion i det lokale sogneråd. Sognerådets formand og byens selvudpegede førstemand Howard Mollison og hans kone Shirley sætter straks kamp op for at få deres elskede søn Miles ind i den politiske kreds, så de endelig kan komme af med det socialt belastede område til Yarvil. Barrys venner tager ligeledes kampen op, de for at bibeholde hvad Barry stod for og hans kamp for integrere The Fields i Pagford. Dette sætter gang i landsbyen, og da "the-ghost-of-Barry-Fairbrother" begynder at poste snavs om kandidaterne til sædet på den lokale hjemmeside får det konsekvenser for flere beboere i Pagford.

Bogens styrke er helt klart personlighederne, Rowling formår at lade os komme helt ind under huden på karaktererne, og man kan både grine og føle med dem, samtidig med at man i mange tilfælde kan nikke genkendende til de forskellige personlighedstræk og typer. Jeg elsker, hvordan hun formår at beskrive de følelser og tanker, der er svære selv at sætte ord på, og så på en skæv og sjov måde, der får en til at trække på smilebåndet. 
"Shirley never showed her displeasure openly; her smile did not flicker, nor did her tone of sweet reasonableness falter, but within a short time of any of Howard´s mild lewdnesses, she always tossed a dart, hidden in a feathery flourish, at her daughter-in-law. Mention of the girl´s escalating school fees, solicitous en quiries about Samantha´s diet, asking Miles whether he did not think Mary Fairbrother had an awfully pretty figure; Samantha endured it all, smiling, and punished Miles for it later."

Rowling er bestemt mere end Harry Potters mor, hun er en fantastisk forfatter, der tør tage chancer. The Casual Vacancy er et lille nutidigt mesterværk, der fylder en med tanker, smil, grin og sorg. Et lille realistisk værk, der får en til at tænke på sit eget lokalsamfund og fylder en med håb for de enkelte karakterer. 



1 kommentar:

  1. Det er nemlig sådanne fine karakterer i bogen :) Så levende og fyldt med gråzoner, i stedet for bare at være sort/hvide.

    SvarSlet